Auto IT har flyttet bjerge for bilforhandlere i ti år

30 maj 2022 | Auto IT

Auto IT fejrer i maj 2022 10-års jubilæum. Det startede som et gigantisk oprør, men nu er rebellen vokset til det tidobbelte og lægger asfalt til vejen mod den digitaliserede bilbranche, ført an af flagskibene biltorvet.dk og AutoDesktop.

Auto IT er branchens eget IT-selskab, ejet af bilforhandlere i forening, og nu fejrer firmaet ti år – det er over årene tidoblet i både omsætning og antal medarbejdere. Kerneprodukterne biltorvet.dk og salgsprogrammet AutoDesktop er så udbredte, som de næsten kan blive, så i fremtiden satses der på at få samlet nye produkter i en moderniseret pakke.

Alt det vender vi lige tilbage til, for selv om fremtiden raser derudad med nye tiltag, der kan hjælpe bilforhandlere og -importører med både digitaliseringen og online-satsningen, så er det naturligt lige at dvæle lidt ved, hvordan Auto IT startede – det skete med en mindre revolution.

Dengang Auto IT hed Biltorvet A/S
I et opgør mod stigende priser for online annoncering, blev Biltorvet A/S stiftet, så de danske bilforhandlere fik et alternativ til de dyre løsninger. Det skete via godt, gammeldags fællesskab, hvor lidt over 400 bilforhandlere hver købte en andel i Biltorvet A/S.

”På den måde er vi jo sikret fuld opbakning,” forklarer direktør Claus Nyboe, der dog understreger, at brændstoffet i virksomheden var langt mere end oprør mod prisforhøjelser.

”Vores mission var fra start primært at skabe ny og sund konkurrence – ikke at udradere al konkurrence, eller at tvinge nogen væk fra andre bilportaler og over til os. Derudover var missionen at udvikle nye og langt bedre IT-løsninger til bilforhandlerne – og det er det stadig,” forsikrer han.

I starten var det gratis
Men faktisk var biltorvet.dk allerede en opfindelse, som havde været på markedet noget tid. Før det blev til et aktieselskab, havde det eksisteret som et projekt under D·A·F, Danmarks Automobilforhandler Forening, i dag AutoBranchen Danmark.

Den første version af biltorvet.dk blev lanceret helt tilbage i juni 2001 efter godt et års programmering. På det tidspunkt havde bestyrelsen i D·A·F besluttet, at bilforhandlerne selv burde tage ansvar for bilannoncering på internettet. Man havde indset, at det der internet nok var kommet for at blive.

I begyndelsen var biltorvet.dk gratis for medlemmer i D·A·F, og var suverænt den bilportal i Danmark, der havde flest biler til salg. I begyndelsen af 00’erne steg interessen blandt bilkøbere for at søge brugte biler på nettet på bekostning af trykte medier, og vejen lå dermed banet for biltorvet.dk og bilforhandlerne.

Et opbrud blandt brancheorganisationer, der tog sin begyndelse i 2002, splittede imidlertid sammenholdet blandt bilforhandlerne omkring biltorvet.dk, som tabte momentum og måtte se sig overhalet af andre bilportaler.

Sideløbende havde holdet af udviklere fået skruet et bilmodelkatalog sammen og en række andre IT-ydelser, som man med tiltagende succes drev forretning på ved siden af biltorvet.dk.

I 2004 blev det også muligt for bilforhandlere, som ikke var medlemmer af D·A·F, at annoncere på biltorvet.dk, og der blev indført betaling i form af et markedsføringsbidrag. IT-forretningen udviklede sig godt, og i 2006 besluttede D·A·F’s bestyrelse at skille den ud fra foreningen og etablerede selskabet Autobranchens IT-Center A/S, også kaldet Auto IT A/S – et navn firmaet siden har taget til sig igen.

Det banker på døren
Det nye selskab var ejet 100 procent af D·A·F, men fik sin egen bestyrelse og eget fokus. I den periode byggede Auto IT første version af salgsprogrammet AutoDesktop. Det kunne udfylde D·A·F’s standardformularer og aftaler, som fx salgsdokumenter og køresedler.

Men i 2011, hvor bilforhandlerne over en kort årrække havde oplevet priserne på annoncering på nettet stige eksplosivt, begyndte især brugtbilsforhandlere at kigge sig om efter et alternativ.

Så de bankede på døren til Auto IT med et forslag om at bruge biltorvet.dk, hvor ejerskabet så skulle ud til den enkelte bilforhandler, så det ville få bred appel, om de sælger nye eller brugte biler, og uanset medlemskab af brancheorganisation.

Selskabet Biltorvet A/S blev efterfølgende stiftet i maj 2012 – og det er det 10-års jubilæum vi fejrer i dag.

Det var dog først i september, konceptet lå klar. Bilforhandlere kunne købe aktier i selskabet og på den måde blive medejere og få medindflydelse via en årlig generalforsamling. Der blev på to uger afholdt seks informationsmøder, hvor bilforhandlerne blev inviteret med til festen.

Succeskriteriet var at rejse seks millioner kroner. Men det endte med, at 370 bilforretninger sprang på, og der blev i første runde rejst 11 millioner kroner. Dermed kunne den officielle start på aktieselskabet, ejet af bilforhandlere, finde sted med en storslået relancering af biltorvet.dk den 1. januar 2013.

Biltorvet i fjernsynet
Biltorvet.dk var igen den største bilportal i Danmark målt på antal biler til salg. Det nye website og massiv markedsføring, der blandt andet omfattede tv-reklamer, fik trafikken firedoblet nærmest omgående. Det løftede biltorvet.dk op i en helt anden liga, og der har portalen ligget lige siden.

Der var en del bilforhandlere, som nu så lyset, og der var venteliste på aktier. I februar 2013 blev døren til ejerandele derfor åbnet igen, og indskuddet steg til 13,5 millioner kroner.

Direktør, Claus Nyboe er ikke bleg for at kalde starten for en stor succes, men den var ikke kun drevet af ærgrelse mod stigende priser. Samarbejde med alle aktører var kilden til succes.

”I den her branche er det sådan, at en masse bilforhandlere sagtens kan sætte sig ned og blive enige om noget, men for at få det til at virke, er du nødt til at have alle de andre aktører i branchen med på legen,” erfarer han.

Det er bl.a. bilimportører, finansieringsselskaber og forsikringsselskaber.

”Man kan godt lave en brugtbilsportal, men hvis den er afhængig af konkurrentens software, hvor annoncerne skal overføres fra, så bliver det altid lidt op ad bakke. Derfor vidste vi fra starten, at der kun var én vej frem, og det var at køre i to spor: AutoDesktop og biltorvet.dk,” slår direktøren fast.

 

Vækster voldsomt
Men selv med den strategi, så var det vigtigt at salgsprogrammet havde mere at byde ind med.

”En softwareplatform til sælgere i bilforretninger handler om langt mere end blot at kunne administrere bilannoncer til en bilportal. Det handler om at favne hele salgsafdelingen, store dele af resten af forretningen og nødvendige samarbejdsrelationer,” forklarer Claus Nyboe.

Og det er dér, vi er nu. Biltorvet A/S er vokset langt ud over bilportal og salgsprogram. Derfor tog selskabet navneforandring i 2018, til det gammelkendte Auto IT A/S. For i dag udvikles alle typer af IT, der dækker de behov for digitalisering og onlinificering, som en bilforhandler har anno 2022.

Firmaet er vokset fra syv mand til over 60 medarbejdere og blev i 2018 og 2019 kåret som gazellevirksomhed. Alle fire hjul kører altså med maksimal hastighed – om det er salgsprogram, bilportal, hjemmesider, salg af bildata, online markedsføring og meget mere.

”Vi har stor opbakning og masser af projekter i ordrebogen. Vi har også nået en størrelse nu, hvor vi kan flytte bjerge for forhandlerne. Med det mener jeg, at selv ret store og komplicerede IT-projekter, kan vi udføre,” forsikrer Claus Nyboe.

Auto IT version 2.0
Auto IT går meget passende for en rund fødselar nu ind i en anden fase, kaldet Auto IT 2.0.

Det handler om at få bundet AutoDesktop på et online-univers, hvor forhandlernes hjemmesider spiller en stor rolle i at kapre og fastholde kunder, om det er bookinger til service, direkte salg af biler, kundeuniverser eller blot som udstillingsvindue for at blive fundet på Google.

Det understøttes af, at også AutoDesktop går online, hvor det i dag er et Windowsprogram. Det smarte er, at man vil kunne bruge det gamle og nye AutoDesktop samtidigt, så man kan tage det nye i brug med det samme, samtidigt med at resten af systemet fungerer.

”Vores mantra er, at vi skal kunne dække bilforhandlerne af på alle deres IT-behov på et højt niveau. Det er det, vi er sat i verden for. Det er en stor fordel, at vi er ejet af forhandlerne selv, og derfor er kravet ikke så høj profit som muligt, men så smarte løsninger som muligt. Den mission mener jeg i al beskedenhed, at vi lykkes med,” slutter Claus Nyboe.

Direktør Claus Nyboe er klar til Auto IT 2.0, der bliver mere onlinificeret.

 

Ti år – 10 vigtige produkter

1) Bilportalen biltorvet.dk, der er optimeret til at give forhandlernes salgsannoncer stor udbredelse online. Annoncer vises via Googlesøgninger, på Facebook og de største hjemmesider som bannerannoncer. Er en mulig kunde i markedet for en bil, vil personen via sin færden online meget sandsynligt bliver eksponeret for annoncen, hvis den er på biltorvet.dk.

 

2) AutoDesktop, CRM- og salgs-styringsprogram, der er skræddersyet til salg af køretøjer. Forenkler og automatiserer forhandlernes salgsprocesser og samler alt ét sted, så man slipper for at have flere programmer åbne på én gang. I dag tilbyder AutoDesktop en palette på mere end 50 forskellige aktører, som alle har en integration til programmet. AutoDesktop kan bygges ud med moduler til samtykkeindsamling, servicekontrakter og understøttelse af Digital Signatur, bare for at nævne nogle få.

 

3) Den tilhørende AutoDesktop app er en måske lidt overset perle, der kan mere og er smartere end nogen anden bilsalgsapp på markedet, som fx at oprette kunder, få leads, lave prøvekørsler og salgsannoncer. Med den har bilsælgeren AutoDesktop i lommen – og den koster ikke ekstra.

 

4) Udstilling af data i Power BI. AutoDesktop kan bruges som et værktøj til at styre forretningen, lige fra indkøb af biler, til hvor fokus skal lægges i indsatsen fra sælgere. Det sker ved at udstille konverteringer og salgsdata i et såkaldt Business Intelligence-system. Det er der mange forhandlere, som har stor succes med.

 

5) Modelkatalog. For at kunne drive biltorvet.dk og AutoDesktop kræves store mængder af data om bilmodeller og bilpriser. Disse data bruges af mange: SKAT, Motorstyrelsen, Dansk Statistik, Færdselsstyrelsen, banker, forsikrings- og finansieringsselskaber samt reservedelsfirmaer, fordi nummerpladeopslag kan kobles til de såkaldte k-type-numre.

 

6) Hjemmesider, skræddersyet til bilforhandlere. Kan leveres med moduler (som andre hjemmesider, Auto IT ikke har lavet, også kan få): Udlejning af biler, online booking af værksted, online salg af biler, bytteprisberegner, Facebooknyheder, osv.

 

7) Estimatic blev i sin tid udviklet til Motorstyrelsen som et værktøj til at værdifastsætte afgiften på import- og eksportbiler. Systemet er også til rådighed i en version til bilforhandlere og leasingselskaber og sparer dem uendelige mængder af tid på administrationen – samtidig med, at man reducerer fejlvurderinger.

 

8) GDPR fik mange til at gispe, da EU’s mulige store bødeforlæg blev kendte, men her har Auto IT Samtykke.Net, der glatter de bekymrede rynker. Samtykke.Net gør det nemlig let at indsamle og opbevare samtykker, så forhandlere og importører lovligt kan udnytte deres kundedatabaser til fx kampagner.

 

9) Online markedsføring. Udbreder bilannoncer på Google og Facebook, samt seo-optimerer hjemmesider. Desuden kampagner og opslag på Facebook – fx har over 600 forhandlere fået automatiserede Facebook-opslag på biler annonceret på biltorvet.dk.

 

10) Auto IT 2.0. Det har altid været et mantra, at administration og processer skal forenkles, så man ikke skal i alle mulige forskellige systemer – AutoDesktop har her været det samlende system. Lige om lidt kommer de første moduler af online-versionen af AutoDesktop. Det åbner flere nye muligheder for at knytte forhandlernes hjemmesider sammen med de bil-og kundedata, som AutoDesktop håndterer, så fx onlinesalg af biler kan foregå gnidningsløst.