Her får sælgere provision for at købe brugte biler

30 aug 2022 | Auto IT

Selandia i Næstved og Ringsted er noget så sjældent som en single-brand-nybilsforhandler. En stram styring af arbejdsopgaverne, brug af AutoDesktop og biltorvet.dk, samt provision til sælgere, når de køber brugte biler, har vendt underskud til million-overskud på bare to år.

Ingen tvivl om, at der er penge i brugte biler og dermed også rift om de nyere, salgbare af slagsen, og i det marked har mange nybilsforhandlere måtte finde nye salgsveje. Jovist kan man spinde guld på brugte demobiler, men der skal spædes flere brugte biler til salgspaletten, når fabriksnye biler har halve, hele og halvandet års leveringstid.

En af metoderne til at skaffe gode, brugte biler har Michael Therkildsen luret. Han er direktør for Selandia, en single brand Ford-forhandler, med afdelinger i Næstved og Ringsted. Normalt gives der provision til sælgere, når de sælger, men hos Selandia får sælgere også provision, når de køber brugte biler i ren handel.

”Ja, vi har måttet sadle om, for at kunne skaffe brugte biler. Men for at det ikke stikker helt af, så får de først provisionen, når bilen er blevet solgt med en avance,” understreger direktøren, og forklarer yderligere, at det er samme bonus, der udbetales, uanset, hvad bilen har kostet i indkøb.

Købsprovisionen er kun et af mange tiltag, hvor bunden er vendt i vejret på det hæderkronede gamle Selandia, der har rødder helt tilbage til 1927, hvor det blev stiftet af Helge Larsen i Nørregade i Slagelse. Senere fusionerede det med tre andre bilbutikker, og havde derfor fire afdelinger, der senere blev trimmet til to.

Fra det vilde underskud til overskud
Michael Therkildsen har kun været direktør i to år, men allerede nu kan han bryste sig af at have vendt et dundrende underskud til et ditto overskud.

Adm. Direktør for Selandia, Michael Therkildsen har en plan, der virker.

”Jeg har lavet en tre-årsplan,” afslører han. En del af planen var at få styr på alle procedurer, fx få nedskrevet, hvad sælgerne skal gøre ved opfølgning, og hvornår der skal følges op. I planen er også nedfældet, at de ikke vil have biler stående længere end 90 dage, ikke have brugte biler over fem år og så følges markedsprisen tæt på salgsbilerne – hvilket betyder mange prisjusteringer.

Salgsprogrammet, som de bruger, er AutoDesktop. Også her er der blevet strammet op.

”Forstået på den måde, at jeg skal have sælgerne til at bruge det bedre, så alt bliver registreret. Ellers er det svært for mig at følge med i, hvad der sker,” forklarer salgschef Christoffer Munk Lyngstrøm, der også er meget glad for, at AutoDesktop findes.

Salgschef Christoffer Munk Lyngstrøm vil ikke undvære sit AutoDesktop.


”Det er uundværligt. Vi bruger det til at holde styr på vores biler og kunder, salgstal, dokumenter, alt,”
siger salgschefen.

Ekstra bilportal men intet mersalg
Et andet uundværligt produkt er salgsportalen biltorvet.dk, som Selandia altid har brugt. Men Christoffer så gerne at der kom flere leads, så nu supplerer de med en konkurrende stor bilportal. De har været i gang i tre måneder og det har som ventet givet pote, men med en hage.

”Jeg får flere leads,” oplyser salgschefen, der bliver afbrudt af direktøren, på spørgsmålet om det så også har givet flere salg.

”Indtil videre kan vi kun se det på annonceregningen – den er blevet meget større. Men jeg kan ikke se flere salg. Ikke endnu,” slår direktøren fast, og oplyser, at det indtil videre er tale om et forsøg.

”Vi giver det et halvt år. Så ser vi om vi skal falde tilbage og kun køre med biltorvet.dk, som vi altid har gjort,” siger han.

Annoncering er jo mange ting, og hver 14. dag har de en marketingmedarbejder, som sætter online-tiltag i sving, som fx Facebook-opslag og andre kampagner. Facebook-opslag er ikke noget, han mener, sælgere skal beskæftige sig med.

”Min erfaring er, at sælgere husker at lave opslag i nogle få dage, og så glemmer de alt om det. Derfor er det bedre at bruge en dedikeret medarbejder,” mener han.

YouTubers kæmpesucces var værdiløs
Sådan en kunne jo også være Auto IT, som har en hel afdeling til onlinemarketing, samt en masse muligheder for at få væltet salgsbiler fra Biltorvet direkte på Facebook, både som opslag og annoncer. Det er endda gratis, for de bilforhandlere, der er på biltorvet.dk.

”Det er bestemt noget, vi kigger ind i,” siger Michael Therkildsen, der også har mange andre online-planer. Blandt andet vil han gerne have sin egen hjemmeside til at supplere den nuværende Ford-side. For en af planerne er måske at udvide med et ekstra bilmærke, som fx et af de over 100 kinesiske elbilsmærker.

”Men det er altid vigtigt at have sin egen identitet,” syntes han, og bliver afbrudt af salgschefen Christoffer Munk Lyngstrøm, der husker en episode, hvor Selandia druknede i Fords juice.

Salgschef Christoffer Munk Lyngstrøm var ærgerlig over tidligere ansats alt for store succes, der solgte for mange Ford for andre.

 

En kendt YouTuber, der nu om dage mest laver videoer om superbiler for et leasingselskab, startede som marketingsmedarbejder hos Selandia – men succesen var for stor.

”Forstået på den måde, at hans videoer fik jo langet en del Ford over disken, men ikke hos os – jeg fik opkald fra andre Ford-forhandlere, der takkede mig, fordi de lige havde solgt tre Ford, pga. vores kampagne,” griner salgschefen.

 

 

Faktaboks: Selandia er 95 år gammelt

Selandia betyder Sjælland på Latin, og blev dannet, da fire bilbutikker gik sammen i år 2000, senere trimmet ned til de nuværende to afdelinger i Ringsted og Næstved. Rødderne rækker helt til 1927, da Helge Larsen åbnede i Smedegade i Slagelse, derefter overtaget af Pedersen i 1945, hvor navnet ændres til Slagelse Motor Compagni. I juni sidste år, overtog familien Pedersen ejerskabet, men de har intet med driften at gøre. Selandia er Danmarks største Single Brand Ford-forhandler og de sælger ca. 1000 biler om året, de fleste erhvervsbiler, hvor ekspertisen er størst.