”Vi forlader nu Auto IT version 1.0 og siger velkommen til Auto IT 2.0,” proklamerede direktør Claus Nyboe indledningsvist fra talerstolen til de knap 150 branchefolk i salen, der var bænket i Severins nybyggede lokaler i Middelfart med prægtig udsigt til Lillebæltsbroen.
Fremtiden blev herefter malet op af direktøren – en vej så spændende, at det næsten sitrede ved de hvide langborde. Selv den ellers typisk lavmælte bestyrelsesformand Jakob Glad, kunne ikke holde begejstringen tilbage.
”Auto IT er efterhånden blevet en stor virksomhed og det er en meget spændende tid at være bestyrelsesmedlem i,” sagde han på den forudgående generalforsamling, der i øvrigt var nummer ti i rækken.
Version 1.0 af Auto IT består af bilportalen biltorvet.dk og salgsprogrammet AutoDesktop, der begge er fuldt udbredte i Danmark. Således skete over halvdelen af samtlige bilhandler i 2021 i Danmark gennem AutoDesktop.
Derudover er der sidebenet med hjemmesider til bilforhandlere, hvor bestyrelsesformanden ikke var bleg for at kalde Auto IT for førende også i den genre. Og det lidt oversete, men ikke ubetydelige område, hvor der leveres bilmodeldata til en lang række virksomheder og organisationer.
Onlinificering
Men Auto IT 2.0 bliver mere omfattende.
”Forandringens vinde blæser. Der er ikke så mange penge længere at tjene på hver enkelt bil, så der skal nye metoder til,” sagde direktøren og beskrev løsningen med et enkelt ord:
”Onlinificering.”
Med det mente han, at bilforhandlerne bliver mere online og Auto IT følger med. Hele butikken skal køres online – lige fra AutoDesktop, der i dag er et windows-program, til flere onlineværktøjer på websider til bilforhandlere, hvor også biltorvet.dk kommer til at spille en rolle, og det hele vil køre ubesværet mellem alle systemer – hvilket gør det muligt for forhandlerne at tilbyde kunderne en bedre samlet kundeoplevelse, det man med tidens buzz-ord kalder for omnichannel.
Efter direktørens indledning delte årsdagen sig i tre workshops, hvor der blev kørt konkret ned i de dybe hjulspor.
Mavefornemmelsen bliver slået af AutoDesktop
En workshop handlede om, hvordan forhandleren kan sikre sig at få de rigtige varer på hylderne – altså de biler, som sælger.
Det sker med hjælp fra data fra AutoDesktop. Tre forhandlere fortalte via video, hvordan de bruger data fra AutoDesktop til at købe biler og styre deres forretning.
Blandt andet Kvalitetsbiler.dk i Tørring, der sælger 4000 brugte biler om året, og som i disse tider køber stort ind fra hele Europa.
”Vi har aldrig sourcet så mange biler, som vi gør nu, og vi ville slet ikke turde købe så meget på én gang, hvis ikke vi var sikre på, at de kunne sælges,” lød det fra medindehaver Mikkel Madsen, der i nogle måneder har brugt data til at få et præcist overblik over firmaets egne data.
Det er data, der er skabt i AutoDesktop og udstillet i det gængse Microsofts-program Power BI, som giver bilbutikken overblikket. Fx over hvilke bilmærker, -modeller eller drivlinjer, butikken er bedst til at sælge lige nu.
”Det har gennem lang tid nu været green tech-biler, altså hybrid- og elbiler, og det var vi hurtige til at se hos os,” oplyste Mikkel Madsen.
Direktør Henrik Wessel, som styrer en stor Opel og Peugeot-forhandler i Storkøbenhavn med tre afdelinger, nævnte i filmen, at han nu via en app, kan køre hen til den afdeling, hvor han kan se problemer, men også at data nogle gange bringer deciderede overraskelser.
”Ingen havde set på mavefornemmelsen, at der var salg i små biler, men vores data indikerede det. Det fik os til at køre en ret stor kampagne kun på Peugeot 108, faktisk med en ret pæn succes,” afslørede han.
Et effektivt ledelsesværktøj
Anden data kan bruges til at styre afdelinger og sælgere. Via Bilers regionsdirektør René Kragelund trækker data fra AutoDesktop og Power BI, hvor han kan have overblikket på ti afdelinger. Det bruger han til at se, hvilke afdelinger og sælgere, som klarer sig bedst, så andre afdelinger og sælgere kan lære af det.
”Uden data kan man slet ikke styre en moderne bilforretning i dag,” mente han, og blev understøttet af Tørrings Mikkel Madsen, der fik sidste ord i videoen.
”Det er et værktøj, du kan bruge til altid at være et skridt foran,” oplevede han.
Således opløftet viste chefkonsulent Morten Vestergaard fra Auto IT konkret, hvordan man sorterer og får vist data fra AutoDesktop i både Power BI og regneark, mens Product Owner Bo Sveidahl fortalte om det nye AutoDesktop, som bliver webbaseret.
”Vi kommer med det, efterhånden, som det udvikles. Det smarte er, at man kan bruge det gamle og nye AutoDesktop samtidigt, da de bruger den samme motor. Det bliver altså en let og glidende overgang, hvor man kan tage det nye i brug med det samme, samtidigt med at resten af systemet fungerer,” lovede han.
Netop teknikken med at bruge samme underliggende motor udnytter Auto IT til hele paletten af produkter. Fx når forhandleren har en hjemmeside med onlinesalg, så taler det sammen med AutoDesktop. En kunde kan derfor opretter sig selv som et emne, tilbud eller et salg direkte fra forhandlerens hjemmeside, i stedet for at sælgeren skal gøre det manuelt. Det kombineres i øvrigt med et stærkere dublettjek, så historikken let kobles på den samme person. Sidstnævnte udkommer til sommer, sammen med en anden stor nyhed, nemlig en integration til mailprogrammet Outlook. Det betyder, at sælgerne også kan koble en mail-tråd sammen med et lead i AutoDesktop.
Stor hjælp til brugtbilsmarkedet
Lige nu er det brugte biler, som mange bilforhandlere må ty til, da de fabriksnye bøvler med lange leveringstider. Her præsenterede Auto IT i en anden workshop Estimatic, der semiautomatisk beregner registreringsafgiften på brugte biler.
Project Director i Auto IT, Anders Pedersen, gav en kort gennemgang af programmets muligheder, som fx indebærer at man kan indlæse et regneark med 1000 biler og få dem alle beregnet, og at man kan bruge stelnumre i fremsøgningen af udenlandske biler inklusive ekstraudstyr – det er helt unikt for systemet.
En tilhører ville vide, om det betød, at man fx kunne slå en fransk Audi op via et stelnummer og så få alle data, og det blev bekræftet. Alle data, inklusive den danske nybilspris, samt den danske pris på det fabriksmonterede udstyr vil blive indlæst – kilder er fabriksdata, eget modelkatalog, data fra DMI, niveaulister mv.
Således opløftet viste Thomas Jakobsen, Leasingchef hos Lindholm Biler, hvordan han beregnede to importbiler. Den ene var en Audi, der kørte lige igennem systemet, og den anden en BMW X5, der drillede med både udstyret og sammenligningsgrundlaget, men det var helt tilsigtet.
Det gav nemlig leasingchefen mulighed for at vise nogle af de manuelle justeringer, man kan lave i programmet, som fx at udpege udstyr og vælge hvilke annoncer på lignende biler, der skal bruges i sammenligningsgrundlaget. I den endelige dokumentation, som er en ret lang pdf-fil, vil det fremgå, hvilke justeringer, der er foretaget og hvorfor.
En afgiftsberegning i Estimatic indeholder sidst i rapporten også et mål for, hvor god beregningen er i en skala fra 0-100 procent, og det kan man jo bruge til at få en hurtig vurdering af, om arbejdet lige kræver en manuel justering.
”Vi har beregnet rigtigt mange biler i Estimatic nu og har endnu til gode at blive udfordret af Motorstyrelsen på en beregning,” fortalte Thomas Jakobsen.
Så skal der skubbes biler
Når lageret er fyldt op med de mest eftertragtede, brugte biler, skal de jo skubbes ud og det åbnede workshop 3 op for.
Den relativt nye marketing– og webafdeling hos Auto IT fremviste et mindre hav af digitale online-muligheder, men Digital Manager, Nanna Jørgensen, trøstede indledningsvist.
”I skal finde det mix, som virker for jer. Det, som virker for nogen, virker ikke nødvendigvis for jer. Det handler om at få størst effekt for mindst mulige midler. Så find ud af, hvor I får mest for pengene og opsæt nogle kriterier for succes,” rådede hun.
Og hvad er så mulighederne? Jo, udover de gængse salgskanaler som fx biltorvet.dk og egen hjemmeside, så er Google og Facebook uundværlige kanaler i dag for bilforhandlere – det er der, kunderne er, og derfor skal bilforhandlerne også være der. Auto IT tilbyder fx at vælte alle forhandlerens bilannoncer ud, enten som reklamer eller opslag på Facebook, samt at optimere hjemmesider til Google.
Nanna Jørgensen præsenterede også Googles nye Vehicle Ads, som endnu ikke er udgivet herhjemme, men Auto IT kører det med nogle forhandlere i en betaversion. Det går i sin enkelthed ud på, at man får sine bilannoncer vist som billeder øverst i sin Google-søgning, ligesom man kender det fra ”Google Shopping” med andre varer, som fx tøj og boligartikler.
Det kræver, man bruger Google Ads og Google My Business, og alt det kan Auto IT hjælpe med, lovede Nanna Jørgensen. Men der er en hage.
”En forhandler, som har en god hjemmeside, har større sandsynlighed for at blive eksponeret, end en forhandler med en dårlig hjemmeside, selv om han betaler Google meget mere,” advarede hun.
Det ledte naturligt til, at afdelingschef for Auto IT Online, Tim Kongsbach tog over, for at fortælle om de muligheder forhandlere har for at lave en god hjemmeside.
Selvbetjeningsløsninger som EasyBooking, hvor kunder selv booker værkstedsbesøg, er et godt trick, og her fortalte Kristian Haubjerg, Eftermarkedschefen hos Bin2bil om deres erfaringer, hvor de ikke alene sparer fem minutter per booking, men også oplever at opfylde kundernes krav om bekvemmelighed.
”Kunderne vil langt hellere bestille online, end at ringe ind,” fortalte Kristian Haubjerg.
Men det kan jo blive endnu mere bekvemt, fx ved at sælge biler online, som Auto IT er på vej med løsninger med, samt et decideret kundeunivers, hvor kunderne vil kunne se deres prøvekørsler, tilbud, få tilsendt slutsedler osv. Mulighederne er mange, fortalte Tim Kongsbach, der også trak et meget spændende es ud af ærmet – nemlig at det gode, gamle biltorvet.dk får en funktion, hvor man kan købe biler direkte fra sitet.
”Det er især for små brugtbilsforhandlere, der ikke lige har muligheden for at have en stor hjemmeside,” forklarede Tim Kongsbach.
De tre workshop blev kun afbrudt af det, som Severin engang brystede sig med, var Danmarks bedste kagebord, så branchen fik også lidt sukker ind sammen med de mange digitale input, hvor der officielt blev sat strøm til den onlinificerede version 2.0 af branchens eget IT-selskab, Auto IT.